Skab en røgfri arbejdsplads

Hvor det før i tiden snarere var reglen end undtagelsen, at folk røg inde på deres arbejdsplads, ser du ikke det mere i dag. Nu er rygeren rykket udenfor – og det gælder uanset, om de pulser på almindelige cigaretter eller i stedet har taget e-cigaretten til sig. I det hele taget findes der slet ikke så mange rygere mere. Det er efterhånden gået op for langt de fleste, at rygning er særdeles usundt og desværre fører til en lang række sygdomme.

Hvor rygning tidligere i høj grad var et privat anliggende, er det ikke sådan mere. Passiv rygnings skadelige virkninger har ført til en større og større opmærksomhed, og det har bevirket, at selv små virksomheder i dag har en rygepolitik, så flest muligt sikres mod de skadelige partikler, der findes i cigaretrøg. Måske ønsker du at skabe en røgfri arbejdsplads – både inde og ude – men er i tvivl om, hvordan det bedst lader sig gøre. Læs med her, hvor vi vil give dig et par tips til, hvordan du kan skabe en sund arbejdsplads for alle medarbejdere.

Den røgfri arbejdsplads er mere effektiv

Der er ikke nogen tvivl om, at rygning er usundt. Og der er heller ikke nogen tvivl om, at rygning i visse tilfælde kan nedsætte produktiviteten. For det første tager det tid at ryge en cigaret, og for det andet er det velkendt, at rygere har flere sygedage end ikke-rygere. De har nemlig større risiko for at udvikle luftvejssygdomme, ligesom det ofte viser sig, at det tager dem længere tid at komme sig ovenpå blot en almindelig forkølelse.

Det betyder naturligvis, at rygere ikke altid kan arbejde lige så godt som ikke-rygere. Vær her opmærksom på, at der er tale om en stærk generalisering, som ikke altid nødvendigvis er sand. Der findes nemlig også rygere, som fungerer fint, selvom de ryger, og ikke har mange sygedage eller på anden vis er påvirket af cigaretterne på en negativ facon. Men naturligvis vil også disse mennesker have godt af at lægge cigaretterne på hylden.

Giv dine medarbejdere sunde alternativer

Hvis du står i en situation, hvor du ønsker, at dine medarbejdere skal stoppe med at ryge, kan det være en god idé at give dem et sundt eller blot sundere alternativ. Måske kan du tilbyde dem et medlemskab til en gymnastikforening, en fodboldklub eller et fitnesscenter. Du kan også benytte lejligheden til at oprette en frugtordning, hvor de nikotinhungrende mennesker kan dæmpe lysten til røgen ved at sætte tænderne i et saftigt æble.

En af de vigtigste ting, hvis du ønsker at hjælpe dine medarbejdere til et varigt rygestop er netop at præsentere dem for alternativer. Hvis du ikke selv har været afhængig af cigaretter, kan det være meget svært at forestille sig, hvor kraftig afhængigheden faktisk er. Lad være med at negligere den, men forklar dine ansatte, at du godt ved, at det er besværligt, men at du vil gøre alt, hvad du kan for at hjælpe.

Tvang virker ikke

Det er ikke gået op for alle endnu, men vi vil meget gerne gentage det. Det virker ikke at tvinge folk til et rygestop. Hvis dine ansatte ikke kan finde nogen som helst form for motivation, er det praktisk taget umuligt for dem at stoppe med at ryge. Og det er sjældent en god ide at forsøge at tvinge hesten til truget. Så opnår du ikke andet, end at hesten bliver sur og på alle måder vil forsøge at sætte sig på tværs.

I stedet kan du tilbyde dine ansatte, at de må gå til rygestopkurser i arbejdstiden. Det har flere gange vist sig at være en fantastisk måde at få smidt smøgerne på, og selvom de skal bruge arbejdstiden på kurset, kan du som en gevinst se frem til at få både sundere og gladere medarbejdere. Folk sætter nemlig pris på, at du bekymrer dig om dem, uden at du på samme tid tvinger dine værdier ned over hovedet på dem.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*